søndag den 26. oktober 2014

Gulerodsboller med speltmel og kartoffel


Efter en dejlig - men travl - lørdag, der både bød på arbejde, reception på Butlerbar og halloweenfest i den gamle kollegiebar, har min søndag stået i afslapningens tegn. Og der blev blandt andet tid til at bage en omgang lækre gulerodsboller, der er perfekte til næste uges madpakke. Dette er endnu en opskrift fra Low FODMAP diæten, som jeg skrev om her. Udover at være lavet udelukkende af speltmel, er det unikke ved disse boller, at de indeholder revet kartoffel. Dette lyder måske lidt underligt, men det giver en utrolig lækker fugtighed til bollerne. Og bare rolig - de kommer ikke til at smage af kartoffel.

20 stk

5 dl lunkent vand
30 g gær
3 tsk salt
2 spsk ahornsirup
110 g revet gulerod
180 g revne kartofler
50 g solsikkekerner
100 g græskarkerner
100 g havregryn
550 g fuldkornsspeltmel

Sådan gør du:

Bland vand, gær, salt og sirup i en stor skål.
Bland revet gulerod og kartoffel i.
Tilsæt derefter solsikkekerner, græskarkerner og havregryn.
Til sidst tilsættes melet lidt ad gangen og dejen røres grundigt til den er helt jævn.
Dejen blive meget blød og kan derfor ikke rigtig æltes. Den kan med fordel køres på en køkkenmaskine.
Lad dejen hæve i cirka en time.
Form dejen til boller og lad dem efterhæve i 30 minutter. Gør dette med fugtige hænder - så klistrer dejen ikke så meget til fingrene.
Bag boller ved 200 grader i cirka 25 minutter.



Som sagt, er denne dej alt for blød til at man kan ælte den i hånden. Jeg har derfor haft gang i min elskede Assistent køkkenmaskine. Nogle vil nok tænke: 'Det ligner godt nok et levn fra 60'erne'. Og det er faktisk lige præcis dét, det er. Jeg har været så heldig at 'arve' min farmors gamle køkkenmaskine, da hun alligevel aldrig brugte den. Og den fungerer upåklageligt, selvom den har omkring et halvt århundrede på bagen. Det kan man da kalde kram!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar